HF Esport, ny online uddannelse

NYHED
25-01-2021

HF Esport - ny online uddannelse for esports-entusiaster

Garvede gamere og entusiastiske esportsudøvere kan se frem til at kombinere spilleglæden med faglig kompetenceudvikling på en ny esportsuddannelse. HF Esport tilbydes i et samarbejde mellem VUC Storstrøm, HF & VUC Klar og Nordvestsjællands HF og VUC.

 

HF Esport er tilrettelagt med fokus på esport i undervisningen. Uddannelsen vil være bygget op omkring populære spil som fx League of Legends eller World of Warcraft, der tiltrækker mange spillere og tilskuere til esportsturneringer.

 

”Esporten boomer i Danmark, og med denne nye satsning håber vi på at nå ud til dem, der ikke kan følge et traditionelt 8-16-forløb, men som gerne vil videre i uddannelse. Mange deltager fx i turneringer, der ligger på skæve tidspunkter, og derfor er undervisningen på esportsuddannelsen fleksibelt tilrettelagt. HF Esport er hovedsageligt baseret på online undervisning, dvs. man følger klasseundervisning hjemmefra,” siger Rasmus Kjær Kristiansen, som er udviklingschef på VUC Storstrøm.

 

”Med gaming og esport følger mange kompetencer, som vi ønsker at understøtte og videreudvikle. En eksamen fra HF Esport vil kunne åbne dørene for at søge ind på en lang række uddannelser inden for spil- og softwareudvikling, digitale medier, leisure management, erhvervsøkonomi, eventkoordinering - og meget andet. Vi kommer til at have et tæt samarbejde med Esport Danmark og lokale esportsklubber, hvor kursister bl.a. vil være med til at planlægge og afholde events. Undervisningen gør brug af spilrelaterede elementer og der vil ligeledes være afsat perioder til træning og deltagelse i esportsturneringer.”

 

VUC Storstrøm, HF & VUC Klar og Nordvestsjællands HF og VUC er gået sammen om at udvikle og udbyde HF Esport med midler fra Region Sjælland. Uddannelsen afsluttes med en hf-eksamen.

 

Hf Esport starter op den 12. august 2021. Er man interesseret i uddannelsen, kan man få mere information på:

www.vucstor.dk

www.vucklar.dk

www.nordvestvuc.dk

Vi er altid klar til at hjælpe dig!

Book en tid hos en af vores studievejledere og få svar på dine spørgsmål og bliv tilmeldt.