Anne Kruse fortæller

Kollegerne
Anne Kruse begyndte i sit job på VUC i 2014 – brugte sit netværk, havde hørt godt om jobbet på VUC.

Anne fortæller, at hun blev mødt af en utrolig hjælpsomhed, også socialt. ”Man skal selv lukke lidt op for posen, så kommer man hurtigt ind i fællesskabet”. Der er en dejlig uhøjtidelig stemning på skolen, og man kan godt bruge en fredag aften på pizza og rødvin, ikke kun på at snakke arbejde. Man kan vælge til og fra. Netværket er altafgørende, både med sekretærer og andre lærerkolleger. Man er opmærksom på hinanden. Der er stor villighed til at dele erfaringer og materiale. Man bliver vel taget imod, når man er ny.

 

Arbejdslivet
Den store forskel i forhold til folkeskolen er, at man føler et socialt ansvar for de studerende. Man skal være omstillingsparat, og kunne acceptere ændringer fra den ene uge til den anden. Skemaet foreligger i en ”råskitse”. Der er mange halvårsfag, og det giver dynamik og afbræk i arbejdsopgaverne. De mange eksamenshold hele tiden i modsætning til folkeskolen giver fornyet energi, fordi hverdagen skifter. Så ”det stille og rolige”, det findes ikke på VUC. Nogle perioder i skoleåret er mere tidskrævende end andre. Arbejdsbyrden kan derfor være ujævnt fordelt hen over skoleåret. Til gengæld er der en markant og tydelig progression hos kursisterne. Man kan se, at de har lært noget! Det betyder meget, at lærerne hjælper dem videre i uddannelse, er en synlig aktør i deres uddannelsesliv. Vi løser en samfundsopgave, selv om vi har travlt. Samarbejdet er en forudsætning, der skal flere ressourcepersoner til at løse en opgave.

På VUC er der yderst kvalificerede kolleger – og store frihedsgrader i arbejdet. Der er gode muligheder for ”alenetid” fx, som Anne Kruse sætter rigtig stor pris på. Der er stor fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen og begrænset fix-tid på arbejdspladsen. Man kan forberede sig på skolen, men man skal ikke.

 

De studerende
De studerende er udfordrende. De fleste af dem er ikke lykkedes i folkeskolen, hverken fagligt eller personligt. Det skal man kunne håndtere og acceptere. Man skal være anerkendende og lydhør. Klassen er vigtige for nogle studerende, individuelle hensyn er helt centralt for andre. Der skal være tydelighed i klasserummet. Man skal kunne sætte grænser, uden at være skrap, og der skal tages individuelle hensyn. Alle vil gerne anerkendes, men måden vi gør det på, er individuel. At kommunikere med børn er helt anderledes end med voksne. Man skal se de studerende som hele mennesker, hvor skolen kun fylder en lille del af deres hverdag. Anne husker hver dag at følge op med small talk – ”hvordan går det med børnene, fx?” Så har man noget på goodwill-kontoen, når der skal sættes grænser. Husk at lære fra erfarne lærere. De deler hellere end gerne ud af deres viden.

 

Udfordringerne
Man skal ikke nødvendigvis være skrap, men tydelig. Det er ikke det samme. Hverdagen er omskiftelig, altid. Der er til tider store faglige udfordringer. Der kommer ret tit nye projekter. Men der er en stor lydhørhed, hvis man kommer til kort. Så er der støtte, når det brænder på. Det er en udfordring med nye hold og skemaændringer - der skal man kunne holde til. Til gengæld så får man et stort medansvar for klasserne. Man har rigtig mange timer med kursisterne, så man kan lære dem så godt at kende, så det er muligt at håndtere deres udfordringer.

 

Anne Kruse, underviser, AVU